330
XIX.
I Italien er Aftenen Nydelsens Tid. Men min Moder holdt ikke meget af at spadsere; saaledes gik Lili og jeg for det Meste alene. Venezia, Firenze, Napoli, — berusende Minder! Ak, forstaa mig ret, ikke nu, men medens jeg var i Verden.
Disse Aftener vare af en ubeskrivelig Skjønhed og Livsnydelse. Fred i Naturen, og, saa urolig Dagen end havde været, ogsaa Fred i Hjertet. Thi jeg gik jo med Lili ved min Side, og, selv midt i Sværmen, med hende alene. Og trindtom os var Alt saa forunderlig dejligt. Poesien kan ikke opfinde noget mere henrivende for Fantasi og Hjerte, end jeg i disse Aftentimer oplevede i Virkeligheden. Ja, fuld Virkelighed var det, skjøndt det indtil mit Livs Ende stod for mig som Drøm og Eventyr, i en Glands og Duft, som ikke tilhørte Verden. Og, lad mig kun tilføje, saaledes staaer det endnu!
Men den reneste, aandigste, og derfor ogsaa den fuldkomneste Nydelse beredte mig maaskee dog de smukke
