302
er det, han skal være bleven et stadigt og skikkeligt Menneske, og har, det haaber jeg vist, faaet Forladelse for sine Ungdomssynder.
Men hun, som gjerne havde hengivet Alt for ham, blev aldrig stadig mere, og med Skjønhed, Lykke, Fremtidsforhaabninger, med det altsammen var det forbi. Hun blev efterhaanden gammel og grim, og levede kun for den Smule Nytte, hun kunde gjøre andre Mennesker. Thi, skjøndt Verden er ond, nej, Menneskene ere det ikke; men mange af dem ere ulykkelige, og kunne vel trænge til, at Man hjælper lidt paa dem, de Stakler. Med eet Ord, Lille, Gud blev hendes Trøst. —
Saaledes endte Tante sin Historie, og gav sig til, med forsigtig Haand igjen at pakke sine Sager sammen.
Da hun var færdig dermed, sagde hun: — See saa, nu er det forbi! — Nu ville vi tænke paa Maden. —
Jeg forstod naturligviis ikke et Ord deraf, behøvede det ikke heller. Den gamle Pige havde trængt til at lette sit Hjerte for et menneskeligt Væsen; men sin Hemmelighed vilde hun ikke give slip paa.
Nu erindrer jeg hvert eneste Ord, og forstaaer det altsammen, baade Fortællingen og hvad hun følte i denne Time, hvor tungt hendes Hjerte maa have været paa denne hendes fyrretyvende Fødselsdag, siden hun lettede det for mig, det lille, uforstandige Barn.
Om Middagen ved Bordet var Tante Betty næsten overstadig lystig. Hun holdt Bordtaler, hvor-
