16
der blev draget i Nærheden af mig. Jeg foer ængstelig op og saae til Siden. Det var netop endnu muligt at skimte en gyselig Skikkelse, som sad ikke langt fra mig og skottede til mig. Dens Træk vare sælsomt efter Længden fortrukne. Om Halsen havde den en Strikke, med hvis løse Ende den uophørlig lod sine Hænder sysle. Af og til førte den Haanden op til Halsen, og lod en Finger glide rundt, ligesom for at løsne Strikken.
Skikkelsen saae paa mig med et Par Øjne, som vare nærved at træde ud af Hovedet, men sagde Intet. Det var først til mig at sige Noget.
— Lyset tager stedse hastigere af; — sagde jeg, idet jeg pegede i den Retning, hvor den sidste Dæmring endnu var at see: — det vil sagtens snart være ganske mørkt. —
— Ja, — svarede Skikkelsen med underlig tyk Stemme: — Natten er forhaanden. —
— Hvorlænge vil Natten vare? — spurgte jeg. — Hvad veed jeg? Maaskee et Par Timer, maaskee hundrede Aar. —
— Varer den ikke altid lige længe? —
— Hverken om det Ene eller det Andet formaaer Nogen at danne sig Forestilling. — Men lang er den altid. — tilføjede Skikkelsen med et af sine skrækkelige Sukke.
— Men det er da vist, at det atter bliver Dag? — — Ja, hvis Du kalder det Dag, som Man i Verden vilde kalde Tusmørke. Højere stige vi aldrig. Jeg har
