276
dertil. Efterat jeg blot een Gang havde forskrækket hende ved en voldsom Scene, som jeg angrede bittert, underlagde jeg mig hende ganske og lod hende raade. Jeg blev saa tam og lydig som i Eventyret Løven under Feens hvide Haand. Hun behøvede herefter kun at lægge Haanden paa min Arm, at see paa mig, at nævne mig ved Navn, for at dæmpe endog det stærkeste Oprør i min Natur. Og paa modsat Side, hvor godt forstod hun sig ikke selv paa at omgaaes disse usle Mennesker! Jeg høstede kun Forbandelser, hvor jeg kom frem, hun overalt Velsignelser. Vejen igjennem Verden var i det Hele paa forunderlig Maade banet for hende. Men hun banede Vej tillige for mig. Jeg følte, hvorledes jeg hver Dag, jeg levede med hende, blev et bedre Menneske. Dog, maaskee var det kun en Indbildning. Thi et andet Menneske blev jeg i Virkeligheden ikke.