275
Hvad var det for en hellig, tillige smertelig Følelse, som ved disse Lilis Ord gik igjennem mig? Det var ikke alene Nag, men ogsaa en inderlig Fortrydelse. Vilde jeg nogensinde komme til, fra et højere Sted med Glæde at see tilbage over det Liv, jeg havde ført paa Jorden? O, hvilket Liv! Det maatte, ja det maatte blive anderledes!
Behøver jeg at forklare Dig, hvad jeg nu føler ved disse Erindringer, med hvilke Følelser jeg seer tilbage over mit Jordeliv?
Men jeg kom heller aldrig over Bjerget, som Lili talte om, Korsfæstelsens Bjerg. Bjerget kom tværtimod over mig, og under dets Vægt ligger jeg, knust, tilintetgjort heri Helvede.
En Rejse i Italien, især for en ridderlig Herre,
som jeg var, er en sand Taalmodighedsprøve.
Toldbetjentene, Lastdragerne, Gjæstgiverne, Tiggerne, alt det
Pak, som strømmer sammen ved Landevejen for som
Bremser at falde over den Rejsende, det gjennem Alt
gaaende Snyderi og Optrækkeri, — hele dette lumpne
Væsen var naturligviis Mere, end jeg, selv med den
bedste Villie, kunde udholde. Jeg var saare tilbøjelig
til at prygle mig gjennem Italien; jeg følte ogsaa, at
jeg var Mand for at gjøre det. Men det var just ikke
nogen smuk Maade at berejse det skjønne Land Italien
paa, endsige at bryde Landsen for sit Hjertes skjønne,
udvalgte Dame. Men hun gav mig heller ikke Frihed
