13
Endelig samlede jeg mig for at gjøre den ordknappe, tvære Vært et Spørgsmaal: — Hvad er det for et Huus? — spurgte jeg, sagte skrattende.
— Det er mit Huus. — lød Svaret. Det var ikke det, som jeg trængte til at faa Underretning om. Men jeg var forknyt og forstyrret, og mine Spørgsmaal faldt paa maa og faa.
Efter et Ophold spurgte jeg atter: — Hvorledes er dette Huus, — alt dette blevet til? —
Værten betragtede mig med en vis glubende Interesse, og det varede noget, inden han svarede: — Hvorledes blevet til? — Ih, jeg tænkte mig det, Sønnike, saa var det naturligviis til. —
Der gik et Lys op for mig. — Huset er altsaa blot en Forestilling? — spurgte jeg videre.
— Ih, hvad skulde det vel ellers være? —
— Ja, Kammerat, — udbrød een af Gjæsterne, idet han vendte sig om fra Spillebordet: — her ere vi i det sande Trylleland, hvorom der fabledes saa meget i Verden. Neppe have vi tænkt os Noget, førend vi have det for os. — Leve Lystigheden! —
Og med en fæl Latter, som vidnede om alt Andet end Lyst, smed han Tærningerne henad Bordet.
Nu forstod jeg det. Huset var en Forestilling; Baalet uden Varme, Kjærrerne uden Lys, Kortene og Tærningerne og de stærke Drikke, kort sagt, Alt, lige ned til Lappen paa Værtens Forklæde, hvor der gik mest Slid deraf under Nøgleknippet, — var kun tomme Fore-
