11
mig tilrette i denne min ulyksalige, negative Tilværelse. Hvad der hændte mig, hvorledes jeg efterhaanden indsamlede Erfaringer, lad mig tie dermed! Det er saa fortærende. Kun Eet vil jeg fortælle, fordi det ved denne Lejlighed første Gang med Klarhed gik op for mig, hvilke dette Steds Vilkaar vare, og hvorledes jeg var stedt.
Jeg var standset udenfor een af disse gjennemsigtige Skyggeboliger. Det skulde forestille en Knejpe eller Kippe. I Verden havde saadanne Steder været dybt under min Sfære; jeg havde blot kjendt deres Tilværelse. Nu var Alting mig lige godt. Derinde gik det tilsyneladende lystig til, ved Drik, Kortspil og Tærninger. Men det var en rædsom Lystighed, disse hæslige Skygger satte i Scene. Een af dem vinkede ad mig; det lod til at være Værten. Ilden, som flammede i Kaminen, stak mig Daare i Øjnene, og jeg adlød hastig Vinket.
— Seer han ikke, der er en Dør paa Huset? — skrattede Værten mig arrig imøde.
Betuttet fremstammede jeg til Svar: — O, hvor jeg fryser! —
— Hvorfor gaaer han da nøgen, Dumrian? — udbrød Mennesket med spæd Latter, med fæle Miner: — Her komme ellers kun velklædte Personer. —
Uvilkaarlig kom jeg til at tænke paa min varme og bløde ostindiske Slobrok med Tilbehør, og neppe havde jeg tænkt, saa havde jeg Slobrokken paa, med
