235
igjennem sig og under mægtige Besværgelser, fandt Kong Abel dog ikke Ro i Graven. Han maatte gaa igjen. I kortere og længere Mellemrum, fra det ene Aarhundrede til det andet, lige indtil vor Tid, tog det igjen paa med Spøgeriet, og det argere og frygteligere, end Man nogensinde havde kjendt. Der gives kun faa Mennesker imellem Slien og Ejderen, som ikke vide at fortælle derom. Have de ikke selv oplevet Noget, saa have deres Fædre oplevet desto mere. Det er især ved Sliens Bredder, ude paa den vilde Hede, og paa den gamle Grændsevold Danevirke, at Utydsket færdes. Dog, ogsaa i beboede Egne, gjennem Landsby og Flække huserer det jævnlig. Hvad den vilde Jagt er i Tydskland, det er Kong Abels vilde Færd i Sønderjylland. —
— Det er rigtigt. — bemærkede en skummel Munk, der saae ud som en udbrudt Galejslave: — I ubestemte Mellemrum vender han i den Ondes Tjeneste tilbage til Verden. Men det kan han ikke, saalænge Pælen sidder ham i Livet. Saa seer han til at overliste snart den Ene, snart den Anden, for at faa ham til at trække Pælen ud. Men den, som gjør det, faaer kun en sølle Løn for sin Villighed. — Retro, appage, Satanas! — For nogen Tid siden havde han faaet fat i mig; men jeg vogtede mig vel for at være ham til Tjeneste paa saadanne Vilkaar. Dog, afsted kom han, efter hvad jeg hørte, alligevel. Hvem der denne Gang blev Asenet, veed jeg ikke. —
