8
Tilfredstillelse. Altsaa gaves der i Helvedes Pine dog Noget, som lignede Tilfredstillelse. Maaskee var dette ogsaa det Eneste. Isandhed, jeg hadede mig selv, med et glødende, uforsonligt Had, midt i den stærke Egenkjærlighed, som var min Natur, og som jeg uformindsket havde taget med mig fra Verden. Det var mig, som om jeg kunde have revet mig selv i tusinde Stykker, da jeg kom til at tænke paa de mange saakaldte gode Forsætter, jeg havde fattet i mit syndige Livs Dage. — Med gode Forsætter er Helvedes Forgaard brolagt, — saaledes hedder det jo i Verden. Jeg kom til at tænke paa Svampene under mine Fødder. Var det sandt, da havde jeg gavmildt hjulpet til at brolægge Helvede.
Men denne Følelse var dog langt fra Anger. Jeg var bedrøvet, sønderreven, tilintetgjort, jeg fordømte mig selv; men angre kunde jeg ikke. O, kunde jeg dog blot angre! Jeg veed, hvad det er; men Evnen dertil er for stedse borte. Men dengang kjendte jeg ikke mig selv og min Tilstand saa vel som nu. Jeg følte mig saa elendig, saa grændseløs fortabt. Med alt mit Had havde jeg dog den inderligste Medynk med mig selv. O, havde jeg i denne Stund dog blot kunnet græde! Den rige Mand i Evangeliet fiskede kun efter een eneste Draabe Vand; jeg sukkede: — o, blot een eneste Taare! — Jeg havde en levende Følelse af, at, kunde jeg blot komme til at græde, vilde jeg med det Samme være forløst af min Pine. Jeg stred, jeg udtømte mig
