Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/15

Denne side er valideret


I.

Jeg mærkede, at jeg skulde dø. Efter en lang Bevidstløshed under vilde, rasende Feberfantasier var jeg atter kommen til Besindelse. Men hvilken Besindelse! Afmægtig i den Grad, at jeg neppe kunde røre Haand eller Fod, at de opløftede Øjelaag af sig selv faldt til igjen, med en Tunge, som var for stor i min Mund, og klæbede fast til Ganen, med en Røst, som jeg end ikke selv kunde gjenkjende længere! De Omstaaende sagde, rimeligviis i den Tro, at jeg ikke agtede derpaa: — Han lider ikke synderlig mere. — Men jeg leed netop nu, Mere, end nogen menneskelig Sjæl kan forestille sig. Thi jeg mærkede tydelig, at jeg skulde dø. Døden havde altid været mig en Gru; men hvad den havde at betyde, følte jeg først i denne Time. Jeg siger: Time! Flere Dage laa jeg saaledes hen. Men det var kun een eneste uendelig Martertime paa Livets Grændse.

Hvor var min Tro? Jeg havde engang havt en; men det var længe, længe siden. Forgjæves bestræbte