107
— At det virkelig forholdt sig saaledes, skulde jeg snart ved egen Erfaring blive overbeviist om.
En Dag gik jeg med min Gemal igjennem nogle Smaagader og kom forbi et Fængsel. Jeg var saa uheldig at komme til at see ivejret; bag Gitteret viste sig flere skrækkelige Skikkelser, som deels paa skamløs Maade gjorde sig lystig over de Forbigaaende, deels ynkelig tiggede om Almisse. Det var et modbydeligt Syn; men det skulde blive mig mere end modbydeligt. Blandt disse Elendige var der een, som jeg kjendte, og som kjendte mig; det var tydeligt af det frække, hoverende Blik, hvormed han mødte mit. Jeg foer sammen, som truffen i Hjertet; Benene nægtede mig deres Tjeneste. Det var kun med Anstrengelse, at min Gemal fik mig slæbt forbi det forfærdelige Sted.
Allerede den følgende Dag blev der mig hemmelig tilstillet en smudsig Lap Papiir med følgende Ord:
— Jeg er fængslet paa Mistanke om Røveri. — Carcere delle grotte. — Frels mig; ellers er Du fortabt! —
Der behøvedes ingen Underskrift. Jeg vidste, at det var Francesco Patelli, Koureren fra fordums Dage. Jeg havde antaget ham for død eller langt, langt borte.
Ti Aar iforvejen havde jeg første Gang været i Napoli, ikke som en fornem og riig Gentlemans Gemalinde, men som Kammerpige hos denne Gentlemans aristokratiske Moder. Fransk Kammerpige af den udvalgte Art har imidlertid Noget at sige. Jeg var som
