— 95 —
4 JULI.
Naar jeg tidligere er falden i Tanker over en Kvinde, hvis Øjne blændede mig eller hvis Sjæl drog mig, har min første Følelse været Forundring. Derefter har jeg kæmpet en oftest kort Kamp for at vinde denne Kvinde. Blev jeg Sejrherre, tabte min Forundring sig lidt efter lidt under Foragtens stille Smil. Vandt jeg hende ikke, havde jeg dog Kampens lykkelige Timer som Minde.
I dette Tilfælde føler jeg ganske anderledes. Her er jeg Tilskueren, den rolige og kolde. Jeg kunde gerne sige Sceneinstruktøren. Men ikke blot det! Naar jeg blidt har tilhvisket denne unge Kvinde alle Længslers hvide Sange, naar jeg for hendes taarefyldte Øje har fremtryllet de Undere, der for mig ikke er Undere nok, og hendes Læber saa skælver, hendes Pande brænder, medens den frembrydende Lykke spejler sig i mine Øjne — vil min Sjæl da ikke blive henrykt, min Høst rig? Vil hun ikke i sin Uskyld bringe mig mere end nogen anden
