— 89 —
Aften. Efter en saadan Samtale er De ikke i Stand til at betragte min Datter paa den rette, sømmelige Maade. Desuden vil Deres Længsel efter hende i Morgen sikkert være større end i Dag.«
Dr. Frank tog min Arm og førte mig ud i Forstuen. Her tog han to Nøgler ned fra Væggen, rakte mig dem og sagde, idet han puffede mig ud af Døren:
»Naar De kommer i Morgen, er jeg ikke hjemme. De kan nu selv lukke Dem ind og derved berede min Datter en glædelig Overraskelse.«
»Min unge Ven,« vedblev han, »dette er en underlig Dag for mig. Den Datter, jeg elsker højst af alle Mennesker, skænker jeg bort til en vildfremmed. Vær lidt god ved hende. Hun fortjener det. Og husk, det er første Gang, hun mærker Livets tunge Vingeslag. Lad mig trykke Deres Haand, inden vi skilles.«
Da jeg var kommen et godt Stykke ned i Haven, hørte jeg hans Røst bag mig: »Vær forsigtig, unge Mand, gaa lange Strandture og tag hver Dag friske Styrtebade.«
