— 78 —
staar her overfor den reneste Dyd, som Ensomheden har iskænket sin svulmende Kraft og sin yppige Sødme. Jeg staar her overfor en Renhed, jeg næppe turde vove at drømme om i Hovedstaden, omgiven af Byerotikkens lurende Krebseklør. Maaske er det selve Lykkens Dør, der aabner sig for mit henrykte Øje.
Denne tindrende Renhed. Denne snehvide Dyd. Er det ikke Troen paa den, der har ført mig ud i disse Egne. Og har jeg ikke fundet den mere blændende skøn og mere uberørt hvid, end jeg nogensinde kunde vente?
Dr. Franks Opdragelse er, som De maa have forstaaet, upaaklagelig, ja mønsterværdig; jeg er ikke i Tvivl om, at han har gennemført den med stor Skarpsindighed. Denne Mand er ikke bange for at tænke en Tanke igennem og udføre den fuldt og helt.
Hvilken Opgave, en Kunstner værdig, vilde det ikke være at føre denne unge, uberørte Kvinde ind i Elskovens forjættede Land. Det forekommer mig saa vanskeligt, at jeg ikke tiltror nogen lidenskabelig Elsker Evnen dertil. Nej! elskede jeg hende dybt
