— 72 —
tede saa langt over Lyngen, som jeg kunde, og naaede Fyrreskoven. Fra Skoven flygtede jeg til Stranden, hvor jeg laa den første Nat i det soltørrede Sand.
Jeg husker en Drøm fra den Nat:
— Det var oppe i den hellige Lund, henimod Midnat. Græsbænken var forsvunden, Jorden oprodet. Midt i Lunden stod en mægtig Billedstøtte, mellem hvis Hestefødder Dr. Frank knælede med en løftet Offerskaal. Angst spurgte jeg, hvad alt dette betød.
»Tys!« sagde han og pegede paa Billedstøtten, »det er Ensomhedens Gud!«
»Men Skaalen?«
»Den gemmer min Datters Hjerte!« sagde han. »Selv den Gud, Ensomheden, fordrer sine Ofre.« —
Den næste Dag gik som den første. Jeg strejfede om fra Sted til Sted, forvildet og sulten. Tilbage til Kroen vilde jeg ikke, der kunde jo ligge Brev fra Dr. Frank.
Henimod Aften kom jeg ned til en af de store Strandenge, der laa indhyllet i
