— 68 —
andre. Dér hvor min Fader har lært mig at være, der vil jeg helst blive.«
Jeg forsikrede hende, at ogsaa jeg, skønt fremmed, holdt af denne Plet Jord. Dens Skønhed havde en egen blaaøjet Ynde, sagde jeg og saa smilende paa hende.
Hun lod ikke til at opfatte min skjulte Kompliment, men begyndte at spørge mig ud, om jeg havde set alle hendes Yndlingssteder.
»Kender De maaske »den hellige Lund«?«
»Nej! hvor ligger den?« spurgte jeg.
»Har De ikke set de mange Træer heroppe paa den højeste Banke? Naar Solen skinner derned, er der ligesom i et lille Himmerige. De Træer kalder jeg den hellige Lund.«
»Ja — dem har jeg nu døbt Kragereden!« dumpede det mig ud af Munden.
»Fy!« sagde hun og gik hen til sin Fader. »Det er næsten en Profanation.«
Jeg saa hen paa Dr. Frank, der stod med et fint Smil om Munden. Han havde lagt sin Haand paa Datterens Hoved og stod nu og klappede det længe og kærtegnende.
