— 62 —
der altid tidligere havde fuldt op af Interesser, nu sidder Dage igennem stille paa sit Værelse, gaar Maaneskinsture og ser daarlig og bleg ud hver Morgen?«
»Skulde Deres Datter ikke være forelsket?« tillod jeg mig at bemærke.
»Forelsket?« sagde han og saa paa mig. »Nej, det er hun ganske bestemt ikke. — Rigtignok er der en halvgal Maler, der forfølger hende, men han er dum og klodset og har, efter hvad hun siger, aldrig engang forsøgt at tiltale hende.
Men kunde De ikke tænke Dem en ganske nærliggende Grund til denne Forandring i hendes Natur?«
»Sygdom?« forsøgte jeg.
»Ikke saa ueffent endda!« sagde Dr. Frank. »Naturligvis er det den fysiske og sjælelige Sygdom, som følger med hendes Alder. Hun er — — elskovskrank! Herregud, det er jo det hele. Hun trænger til en Mands Favntag og et Barns Kærlighed.
Det er dertil, De skal hjælpe mig!«
Jeg saa maalløs paa Doktoren.
»Jeg hørte vist ikke rigtig — hvad sagde De, Dr. Frank?«
