— 55 —
Hen paa Morgenstunden faldt jeg i en tung Søvn, hvorfra jeg først blev vækket langt op paa Formiddagen.
Skyndsomt klædte jeg mig paa og vandrede, træt af den bedrøvelige Nat, ud for at møde Doktoren.
Da jeg havde naaet Kragereden, var han endnu ikke kommen, men præcis Klokken ét saa jeg hans ranke Skikkelse dukke op fra en Markvej.
Kære Veninde! De ved, at jeg er en betydelig Psykolog. Jeg havde forlængst forstaaet, at kun en vis Overlegenhed vilde gøre Indtryk paa Doktoren. Desuden var jeg i dette Øjeblik morgengnaven og modtog ham derfor med følgende ganske begrundede Elskværdighed:
»Naar De vil tale med mig, hvorfor beder De mig saa ikke hjem i Deres Villa? Jeg er ikke vant til at holde Stevnemøde paa Alfarvej!«
»Naa, ja ja—da!« svarede han imponeret og tog mig under Armen. »Siden De ikke skønner paa frisk Luft, kan vi jo gerne gaa
