— 54 —
reddet efter et ulykkeligt Skibbrud. Da jeg imidlertid saa nøjere til, viste Doktoren sig at være et soigneret paaklædt Skelet, i hvis Øjne Orme gnavede og af hvis Baglomme et Timeglas grinende stak frem. — Jeg forsøgte at raabe om Hjælp, men Doktorskelettet pustede paa min Mund, saa hvert Raab døde. Jeg husker mine egne raadvilde Øjne.
Lidt efter begyndte Øen at synke, jeg gled langsomt ned i det grønne Vand, medens Skelettet voksede sig større og større og næppe fik Knæene vaade. Tilsidst naaede Vandskorpen mit Haar; jeg hørte en klukkende Latter og øjnede langt nede min Ven Maleren som en uhyre Hajfisk. Med en rystende Haandbevægelse anbefalede jeg Hajen at forsøge sig paa Skelettet, men dens opspilede Gab greb om mig med skarpe Tænder.
I det samme Øjeblik vaagnede jeg og hørte Klokken slaa ét langt ude i Natten, hvor jeg syntes Hajen og Skelettet grinende forsvandt.
