— 50 —
jeg saa ham forsvinde bag Kragereden. Jeg syntes, at Doktorens mange Villavinduer skelede hoverende efter ham.
Alt dette, kære Veninde, kunde se ud som Løgn og Opspind af en forsulten Digterhjerne. Ikke desto mindre er det Realitet og kan føjes som et kuriøst Blad i den Krans, Ensomheden fletter mig.
Hvor de menneskelige Lidenskaber dog er smaa og komiske. Betragtede fra et roligt Stade vækker de kun lystig Munterhed. Og Skinsygen — synes De ikke, at den er muntrest af alle muntre Lidenskaber? Sig mig, hvem der har andet end Smil og Skuldertræk tilovers for dens parodiske Genstand?
Foruden alt det andet har én Ting vakt min specielle Glæde: Doktorens Datter kan ikke høre til de grimmes utilbedte Skare. Vilde ellers Malerens sværmeriske Kærlighed have været saa stor? Eller hans Skinsyge saa utilgivelig komisk? Nej, Frøken Frank maa allermindst være smuk … maaske bedaarende!
