— 47 —
Han var sikkert ikke bange for noget — maaske ikke engang for at gøre sig latterlig. Jeg, som aldeles ikke kendte hans Hjertes Dame, skulde altsaa lide for denne taabelige Skinsyge. Maaske miste Liv og Lemmer eller idetmindste Helbred i disse kølige Sommeraftener. Det var dog for morsomt!
En kold Blæst, der kom susende ind over os, lagde næsten Baaden paa Siden.
Jeg rømmede mig og brast i Latter. Maleren drejede sig om imod mig. Jeg haaber, han opfattede mit Smil.
»Deres Indbildningskraft er sandelig meget stor,« sagde jeg efter at have lét ud. »Jeg har sjælden set dens Lige. Men naturligvis kan den kun smigre mig! Det er en ikke ringe Ære at blive betragtet som en saa farlig Medbejler til en mig ganske ubekendt Dames Hjerte. Desværre maa jeg renoncere paa Æren — jeg sigter i dette Tilfælde ikke saa højt. Jeg har nemlig kun bosat mig her paa Egnen for i al Fredsommelighed at hvile ud. Jeg havde glædet mig til i landlig Ro
