— 35 —
min Have Regn, Solen giver den Varme. Hvad kan jeg forlange mere? Min kære unge Mand, da jeg var tredive Aar kendte jeg mange Mennesker — ved De, hvad de skaffede mig? Tusinde Djævle og tusinde Sorger paa Halsen; Gud bedre det, endog Børn skaffede de mig. Hvad skal jeg med Mennesker? Jeg vil leve i Fred.«
Han saa næsten truende paa mig.
»Dr. Frank,« sagde jeg. »Deres Handlemaade har min største Sympati. Deres Flugt fra Menneskene, Deres Søgen ud i Ensomheden tror jeg ikke at mangle Forstaaelse af. Jeg selv er jo netop greben af den samme misantropiske Ide, som har bragt Dem ud i Samfundets Periferi: Troen paa Ensomhedens Saliggørelse, Tilliden til den asketiske Skærsild. Hvor underligt forekommer det mig nu ikke, at jeg har valgt den samme Egn, som De og at vi to skulde mødes her. Naturligvis spiller dette Møde ingen Rolle for Dem; men jeg kunde ønske, De vilde forstaa, af hvilken Betydning det maa blive for mig. Jeg haaber og venter…«
