— 33 —
Kirkegaardssagn steg truende frem i min Hjerne. Bleg og tænderklaprende trak jeg min Arm ud af Doktorens og belavede mig paa at flygte. Men hvorhen? Jeg følte mig under den lavthængende Himmel, i den trykkende Atmosfære som indemuret i en Grav, hvis lumre Aande lammede mine Kræfter.
Jeg ved ikke, om Dr. Frank opfattede min Tilstand. Men med en hastig Haandbevægelse greb han mig om Skulderen og holdt mig fast, idet han udbrød:
»De er maaske forundret over mine Spørgsmaal? Ja, jeg kan tænke det. De synes, jeg er noget for ligefrem, ikke sandt? Naa Herregud, jeg sætter ikke Pris paa lange Omsvøb. Og desuden — det er i Tidens Løb blevet en Slags Metode — —!«
»Metode!« udbrød jeg. »Tør jeg spørge: hvad er blevet Metode? At gøre Nar af Folk? Eller søger De Bifald og Anerkendelse ved at optræde som Galehuslem?«
»De kan godt spare Deres Energi,« svarede Doktoren sagtmodig. »I Deres Alder kan De paa saa mange andre Maader have
