— 30 —
næsten bedøvet blev jeg staaende og stirrede i henrykt Svimmelhed ind mellem Buskene, hvor tunge Natsværmere, mørke og hvide vaklede frem og tilbage. Jeg fulgte med Blikket deres Flugt og fik derved Øje paa en Mand, som laa lænet over en Gravsten. Det faldt mig ind, at Manden sov, og jeg nærmede mig for at vække ham. Men da jeg kom i et Par Skridts Afstand, rejste han sig.
»Undskyld,« sagde jeg, »jeg troede, De var faldet i Søvn og vilde blot fraraade Dem at sove videre midt i denne stærke Blomsterduft.«
»Naa!« sagde han, »det er Dem jeg har set i Nærheden af min Villa. — Forresten sov jeg ikke — men det kunde De jo ikke vide!«
Jeg forstod øjeblikkelig, at det maatte være Dr. Frank. Jeg nævnede hans Navn. Han smilede.
»De kender mig altsaa af Omtale!« sagde han og pegede paa sig selv som en Mand, der ikke er vant til at tale med andre. »De ved, jeg har boet her i saa og saa mange
