— 16 —
Ti den Ensomhedens Oase, jeg her har fundet, er netop efter min Smag. Jeg føler, at herude, hvor Luften er stærk og frisk, bliver Menneskenes syge Sind ædlere. Jeg begynder at tro, at Dyden ikke blot bestaar i en saa rudimentær Afart, som den, vi kender. Og det aner mig, at en saadan Natur kunde være i Stand til at avle den store, den rene og evige Kærlighed!
Men De maa naturligvis ikke tro andet, kære Veninde, end at en Del af Kulturens Pragtblomster ogsaa har spiret herovre. Man faar for Eksempel saa at sige aldrig uforfalsket Kaffe, i Forgaars saa jeg en af Bondemadammerne med Regnslag, og i Gaar var der Bal i Krohaven.
Dette Bal blev Anledning til en ubehagelig lille Hændelse, som dog ikke har taget videre paa mit Nervesystem. Jeg fortæller Dem den, for at De kan lære, at der er Slanger i ethvert Paradis.
Det var altsaa i Gaar.
Hele den lille By var oversvømmet af Gæster; der var et Liv, Røre og Rykind,
