— 14 —
Hvor gerne jeg end vilde, kan jeg ikke dele Deres Smag. Jeg holder, som sagt, af Naturen, der ser ud som en syttenaarig Pige uden Verdenserfaring og uden bølgende Bryster.
Det undrer Dem maaske, at jeg gider fortælle om den rare Egn, jeg befinder mig i. Men Sagen er den: her, hvor man kun møder faa Mennesker, rykker man Naturen saa plebejisk nær. Og er det ikke underligt — naar den kalder, saa kommer man. Man glemmer for dens Skyld endog sine daglige Fornødenheder; undertiden føler man næppe Lyst til at gaa hjem og spise til Middag, blot for at hvile i dens Skød.
Altsaa! En stor Del af min Dag gaar med at inspicere Naturen. Jeg læser den Tekst, som Skaberen digtede til sin skønneste Drøm. Jeg strejfer om, tørstig efter nye Indtryk og samler Skønhed som et Barn Insekter.
Kroværten betragter mig vist nærmest som et underligt Fænomen. Vi taler kun sjælden sammen, men han smiler altid, naar han ser mig. Forøvrigt har han betroet
