— 10 —
saaledes, bør ikke forfærde Dem. Sagte bør De læne Dem tilbage i Stolen. Mine Ord ville da blive gyldne og inspirerede.
Som sagt — De har beruset mig, ikke blot ved Blik eller Stemme, Dragt eller Holdning. Beruselsen skyldes i samme Grad den Ømhed, der følger Dem overalt, der smiler frem fra Deres ganske Skabning. Et Slør af Ømhed svæver over Deres Pande og Haar, ja flagrer som en Kappe om Skuldrenes Troner. Og glider en Flig af denne Kappe over mine Øjne, da bæver mit Hjerte.
Men jeg elsker Dem ikke, jeg føler ingen Lyst til at eje Dem. Mine Hænder vilde aldrig vove at gribe om al denne Ynde. Ærbødig bøjer jeg mit Hoved for den Skønhed, der besjæler Dem; men min Elskov er som en flammende Komet, der ikke rører Deres Bane.
Inderlig takker jeg den Magt, der har lammet min hede Barbarattraa, og som lærte mig at tilbede uden at forlange. Ak, Frugten nydt er Frugten død! Husker De Høstvindens Hylen og de visnede Blades raslende Knokkeldans?
