— 9 —
og holdt følgende bundaffekterede Tale for Dem.
»Jeg elsker Dem ikke,« sagde jeg og saa højtideligt paa Dem. »Jeg elsker Dem ikke, men Deres Skønhed beruser mig, og jeg føler Trang til at beruses. Deres Blik er ofte sorgfuldt og tildrager sig min Opmærksomhed. Et saadant Blik føler jeg Lyst til at gribe, indfatte i Guld og hænge i en Kæde om min Hals. Hvilket Smykke! Folks Misundelse vilde glæde min Stolthed.
Deres lyse Haarpur var det ogsaa skønt at eje — mine Venner vilde kalde det mit Hjems Solskin, maaske skrive Sonetter til dets Pris, og jeg vilde trykke Vennehænderne og smile gennem Taarer. Ligeledes Deres Pandes Oval, Deres Læbers Bue — ja, jeg kunde saaledes Punkt for Punkt gennemgaa al Deres Ynde, og hvert Punkt vilde være Misundelse værd.
Bag Deres sænkede Øjenbryn tænker jeg mig nysgerrige Øjne. De har næppe før set mig i dette Lune. Jeg viser mig sjælden i skarpt Omrids og forresten er min Aand broget som en Harlekinsdragt. At jeg taler
