— 117 —
Jeg følte min Forfængelighed en Smule saaret, men jo nærmere jeg kom Byen, desto mere klarede mit Humør op. Ikke uden Skadefry glædede jeg mig over denne Uskyldighedens hvide Lilje, der havde forstaaet at sætte sin Fader saa nydelig en Voksnæse.
Og som en værdig Humanist slog jeg mig tiltaals med det Resultat, at Pigebarnet dog fik det Barn, hun skulde have. Der ligger en næsten forløsende Ironi over dette.
Da Vognen rumlede forbi Kragereden, faldt mit Blik paa Dr. Franks Villa. Den forekom mig saa gusten, som den laa der i Graavejret. Det østre Gavlvindue var oplyst bag de nedrullede Gardiner. Herinde sad altsaa Dr. Frank og holdt Helligdag, medens hans Datter flygtede over Sø og salten Vove med en forløben Malermester.
Ak! hvem der blot kendte en Gud for den milde Latter. I saa Fald vilde ogsaa jeg have holdt Helligdag i Dag.
Nedenfor Bakken standsede min Kusk, og jeg stod af Vognen. Derefter skyndte
