— 116 —
Maleren tog mig under Armen, og jeg blev saa at sige tvungen til at sætte mig ved deres Bord, hvor han paa den mest uforskammede Maade førte mig ind i Situationen. De havde levet længe sammen — i et Forhold saa frit, som det anstaar sig Ensomhedens Børn. Nu vilde de rejse til Hovedstaden, fordi hun skulde have et Barn. De var nemlig bange for Doktoren.
Ved denne Tilstaaelse brast jeg i Latter.
Saa hævede jeg mit Glas og bad dem i muntert Lune drikke en Skaal for den Stengud »Ensomheden«, som dog kunde have et Smil paa sine kolde Læber.
Tilsidst vandrede vi leende og snakkende ned til Baaden, der skulde føre dem til Hovedstaden.
Maleren sagde, jeg var en Kærnekarl, og Frk. Margrete kyssede mig paa Kinden.
Længe stod jeg og tilviftede dem mit Farvel.
Da de var ude af Syne, vendte jeg tilbage til Kroen og lejede en Vogn, som skulde køre mig til Doktorens Villa.
