— 110 —
mig ud i denne øde Lyngs Ensformighed. Jeg ved kun, at i dette Øjeblik føler jeg mig stærkere bunden til Dem end nogensinde. Jeg føler Ensformigheden trykkende og mig selv som et Urværk, der er ved at gaa istaa. Derfor varer det som sagt næppe saa længe, før De ser mig inde hos Dem. Hvor skal vi da være lykkelige!
Men indtil da har jeg kun den grimme Lyng at trøste mig mig. Kedsommeligheden lurer paa mig fra alle Kanter. Vanen har gjort mine Dage altfor rolige.
Jeg maatte og maa jo søge Afveksling,
Dette har De nok forstaaet gennem mine Breve.
Det var jo denne Trang til Afveksling, der førte mig sammen med Dr. Frank og hans Datter. Doktoren havde — som De ved — efter et forsviret Liv trukket sig tilbage til Ensomheden for at faa nogen Samling paa sig selv og havde herude forsøgt med de faa Midler, der stod til hans Raadighed, at opdrage sin Datter.
Skønt jeg tidligere ganske anderledes udførligt har fortalt Dem om dette — tillader
