— 102 —
Jeg vil da fortælle kort og knapt, hvorledes denne Dag er gaaet, og jeg vil ønske, at en fortvivlet Elsker en Gang maa finde dette Blad og fælde Taarer over en Broders onde Vilkaar.
Jeg skrev forleden, at jeg var utaalmodig. Denne Utilfredshed voksede i den stille Nat under min Drossels Sang. Jeg bestemte, at nu skulde Afgørelsens Time ligge nær. Jeg vilde forklare hende, at jeg elskede hende og at jeg følte, hendes Hjerte tilhørte mig. Som Droslens Sang derude skulde mine Ord kalde paa hendes Elskov. Hendes Renhed og Skønhed skulde give min Tale Vinger.
Da jeg vaagnede næste Morgen og Nattens Stemning var borte, havde jeg glemt mine Bestemmelser. Men paa Vejen til Villaen mødte jeg Dr. Frank, der haanlig smilende tog Hatten af og spottende udbrød:
»Goddag, kære Ven! Jeg glæder mig saa meget over Deres Metode. Nej, De skal ikke stanse og snakke med mig. De har al mulig Grund til at skynde Dem.«