— 101 —
saalænge har betragtet med rolig Fryd, snart maatte falde i mit Skød. — Ti Arbejdet er jo dog sin Løn værd.
12 JULI.
Uvished! Uvished! Du store Dæmon, der bringer Menneskene til Fortvivlelse, der endog jager dem i Døden med grædende Øjne: du er kommen og har taget Plads i mit Hjerte. Jeg vakler mellem Haab og Tvivl, mine Tanker tumler mellem Sejr og Nederlag, jeg flygter og jeg kommer tilbage, jeg raaber og jeg hører snart Svar, snart kun Stilheden, der lukker sig bag mine Raab.
Jeg er næsten bange for at nedskrive, hvad der er sket i Dag. Jeg frygter, at mine rødgrædte Øjne en Gang skal vende tilbage til disse Linjer og atter føle min Sjæls Rædsler stige af deres Grave. Eller hvis Sejren virkelig bliver min. Vilde saa ikke den kolde Tvivl, der strømmer ud fra dette Dagbogsblad, lægge en Mindets Sordine over min Lykkes tonende Strænge?
