— 100 —
Ungdom havde begaaet et Mord og var anset som Egnens værste Forfører. Forresten knnde jeg godt forstaa, at hun ikke havde lagt Mærke til ham, ti hans Udseende var afskrækkende og manglede ethvert tiltalende Træk.
Da jeg havde talt ud, smilede hun og sagde, at hun kendte saa at sige ingen her paa Egnen. Hun interesserede sig kun for sin Fader og med en stille og inderlig Pathos, der fik mig til at rødme, udbrød hun:
»Hos ham hører jeg hjemme og hos ham vil jeg altid blive!«
Jeg sprang op og trykkede et Begejstringens Kys paa hendes Pande: »Hvor De dog er fin og sød!«
Da jeg senere gik hjemad, beundrede jeg mere end nogensinde hendes store Dyd. Den paatrængende Maler havde hun altsaa ikke engang lagt Mærke til, hun anede ikke hans Eksistens. Jeg forstod i dette Øjeblik, i hvor høj Grad Dyden beskytter.
Jeg selv er lykkelig, men dog utaalmodig. Jeg kunde ønske, at den Frugt, jeg
