— 99 —
vandre paa Tankens skarpeste Tagrygge og klattre over de farligste Afgrunde uden blot at ane Faren eller forstaa Vovestykket. Naturligvis gælder dette alene Kvinden, som kun har forstaaet ganske ubevidst, hvorfor Blomsterne sætter Frø og Nattergalen synger for sin Mage, medens den, der af Lidenskabens Kerub er kastet udenfor Uskyldighedens Paradis er aldeles udygtig til disse Balancekunster. Har man én Gang begaaet et Fejltrin, træder man ofte fejl, og kun den reneste Uskyld vandrer paa sikker Fod over Afgrundenes Mangfoldighed.
Jeg spurgte i Dag Frk. Margrete — snart kan jeg kalde hende min Elskede — om hun kendte Maleren her paa Egnen. Hun saa paa mig med store Øjne, og jeg forstod, at jeg maatte give nærmere Forklaring. Jeg fortalte hende da, at Maleren var en Mand, som jeg havde truffet herovre, og Grunden til mit Spørgsmaal var blot den, at han vist satte stor Pris paa hende. Han var ellers en raa, ubehøvlet Person, som ved sin Paatrængenhed havde vakt min fulde Afsky. Jeg undlod ikke at bemærke, at han i sin
