— 6 —
Alt det ved De, kære Veninde, og De ved ogsaa, at jeg er juridisk Kandidat. Det maa være denne fængslende Egenskab, der formaar at vække saa megen bønfaldende Tilbøjelighed og sukkende Ynde.
Jeg forsikrer Dem, jeg har undertiden følt mig som et jaget Dyr. Jeg har set tusinde Arme udstrakte mod mig, hvor jeg næppe søgte et venligt Smil. Røde Munde har hævet sig mod mit Øre og blidt og indtrængende tilhvisket mig bedende Ord: hvorfor altid søge til Markens vilde Urter; hvorfor evig drukne i den købte Favns Lunkenhed; hvorfor ikke køle vor hede Længsel, der endog giver Dig Guld og Gods i Fæste? Ak, bliv hos os, naar Dagen hælder!
Jeg har følt Legitimitetens Garn sno sig om min Hals. Hvilken Lykke, at jeg er undsluppen! Alle min Ungdoms blide Venner spræller allerede i Nettet uden Haab om Befrielse. Nu graaner Resignationens Askeregn deres arbejdstyngede Hoveder.
Ak, kære Veninde, hvorfor omgaas Mennesker altid hinanden som kønnede Individer; hvorfor er det første Ord, man læser i en
