47
Tyvende Aften.
„Fra Rom kommer jeg!” sagde Maanen, „der, midt i Staden paa en af de syv Høie ligger Keiserborgens Ruiner; det vilde Figentræ voxer i Murens Revne og dækker Nøgenheden med sit brede, graagrønne Blad; mellem Gruushoben træder Eselet paa den grønne Laurbærhæk og glæder sig ved den golde Tidsel. Herfra, hvor eengang Roms Ørne fløi ud: kom, saae og seirede, er nu Indgangen gjennem et lille fattigt Huus, klinet af Leer mellem to sønderbrudte Marmorkolonner; Viinranken hænger som en Sørgeguirlande hen over det skjæve Vindue. En gammel Kone med sin lille Datterdatter boe derinde, de herske nu i Keiserborgen og vise her den Fremmede de sjunkne Skatte. Af den rige Thronsal er kun en nøgen Væg, den sorte Cypres peger med sin lange Skygge paa det Sted, hvor Thronen stod. Jorden ligger alenhøit over det sønderbrudte Gulv, den lille Pige, nu Keiserborgens Datter, sidder tidt der paa sin Skammel, naar Aftenklokkerne ringe. Nøglehullet i Døren tæt derved kalder hun sin Balcon, gjennem det kan han
