Side:Billedbog uden Billeder.djvu/51

Denne side er valideret

45

Nittende Aften.


„Jeg saae ned paa et stort Theater,” sagde Maanen, „det hele Huus var opfyldt med Tilskuere; thi en ny Skuespiller debuterede; min Straale gleed hen over det lille Vindue i Muren, et sminket Ansigt trykkede Panden op mod Ruden: det var Aftenens Helt. Det ridderlige Skjæg krusede sig om Hagen, men der var Taarer i Mandens Øine, thi han var udpebet, udpebet med Grund. Stakkels Fyr! men Stakkelen kan ikke taales i Kunstens Rige. Han følte dybt og elskede Kunsten med Begeistring, men den elskede ikke ham. — — Regisseurens Klokke ringede; — kjækt og modigt, stod der i Rollen, træder Helten frem, — frem skulde han for et Publicum, hvem han var til Latter. — — Da Stykket var endt, saae jeg en Mand indsvøbt i Kappen, snige sig ned af Trappen; det var ham, Aftenens knuste Ridder; Maskinkarlene hvidskede til hinanden; jeg fulgte Synderen op paa hans Kammer i Hjemmet. Hænge sig er en uskjøn Død og Gift har man ikke altid ved Haanden. Jeg veed han tænkte paa begge Dele. Jeg saae, han speilede det blege Ansigt, lukkede