44
Magt. Flagene hænge som Sørgeflor; en Pige hviler sig der, de tunge Spande med Vand har hun sat ned, Aaget, hvori hun bærer dem, ligger over hendes Skuldre, hun støtter sig ved Seiersstangen. Det er intet Feeslot, men en Kirke, Du seer foran Dig! de forgyldte Kupler, de gyldne Kugler rundt om straale i mit Lys; de prægtige Malmheste deroppe have gjort Reiser som Malmhesten i Eventyret, de have reist herhid, bort herfra og igjen tilbage. Seer du den brogede Pragt i Muren og paa Ruderne? Det er, som om Geniet havde føiet et Barns Villie med at udsmykke dette sælsomme Tempel. Seer du paa Søilen den bevingede Løve? Guldet skinner endnu, men Vingen er bunden, Løven er død, thi Havets Konge er død, der er tomt i de store Haller, og hvor før de kostelige Billeder hang, skinner nu den nøgne Muur frem. Lazaronen sover under Buen, hvis Gulv eengang kun den høie Adel turde betræde. Fra de dybe Brønde, eller er det fra Blykamrene nær Sukkens Bro, lyder et Suk, som dengang Tombourinen lod paa de brogede Gondoler, da Bruderingen fløi fra den glimrende Bucentauro til Adria, Havets Dronning. Adria, svøb dig i Taage! lad Enkesløret dække dit Bryst, hæng det over din Brudgoms Mausoleum: det marmorbyggede, spøgelseagtige Venedig!” —
