40
ligheden, om „Skjønheden og Dyret” forenedes. Naar Pulcinella var meest mismodig, var hun den Eneste, der kunde faae ham til at smile, ja skoggerlee; først var hun melancholsk med ham, saa lidt roligere, men tilsidst opfyldt af Spøg. „Jeg veed nok, hvad De feiler!” sagde hun, „ja det er denne Kjærlighed!” — og saa maatte han lee. „Jeg og Kjærlighed!” udbrød han, „det vilde tage sig lystigt ud! hvor Publicum vilde applaudere!” — „Det er Kjærlighed,” vedblev hun, og tilføiede med comisk Pathos: „Det er mig, De elsker!” — Ja, sligt tør man nok sige der, hvor man veed, at Kjærligheden ikke er! og Pulcinella sprang høit i Veiret af Latter; nu var Melancholien borte. Og dog havde hun talt Sandhed, han elskede hende, elskede hende høit, som han elskede det Ophøiede og Store i Kunsten. Paa hendes Bryllupsdag blev han den lystigste Figur, men om Natten græd han; havde Publicum seet det fordreiede Ansigt, da havde det klappet. — I disse Dage er Columbine død; Begravelsesdagen blev Arlechino fritaget for at vise sig paa Bræderne; han var jo en bedrøvet Enkemand. Directeuren maatte give noget ret lystigt, for at Publicum ikke skulde savne formeget den smukke Columbine og den lette Arlechino; altsaa maatte Pulcinella være dobbelt lystigt; han dandsede og sprang med Fortvivlelse i sit Hjerte, og der blev klappet og jublet:
