37
Femtende Aften.
„Jeg gled hen over Lyneborg-Hede,” sagde Maanen, „der laae en eensom Hytte ved Veien; nogle nøgne Buske stode tæt ved den, og her sang en Nattergal, som havde forvildet sig. I Nattekulden maatte den døe; det var dens Svanesang, jeg hørte. Dagskjæret lyste, der kom en Caravane, udvandrende Bønderfamilier, som vilde til Bremen eller Hamborg, for med et Skib at naae Amerika, hvor Lykken, den drømte Lykke, skulde fremblomstre. Konerne bare deres mindste Børn paa Ryggen, de større hoppede ved Siden; en ussel Hest trak paa en Karre enkelte Stykker Huusgeraad. Den kolde Vind blæste; derfor klyngede den lille Pige sig tættere til Moderen, som saae op mod min runde aftagende Skive og tænkte paa den bittre Nød, de led her hjemme, tænkte paa de tunge Skatter, der ikke kunde betales. Hendes Tanke var den hele Caravanes; det røde Dagskjær lyste derfor som Evangeliet om en Lykkens Sol, der igjen vilde opstaae; de hørte den døende Nattergal synge, den var ingen falsk Phrophet, men en Lykkens Forkynder.
