30
reist, skinnende hvidt, med sit Høialter foran den brede Trappe, og med friske Grædepile skudt frem mellem Søilerne; Luften var saa gjennemsigtig og blaa, og til Baggrund stod det kulsorte Vesuv, hvor Ilden steg, som Piniens Stamme; den belyste Røgsky laa i Nattens Stilhed, som Piniens Krone, men blodig rød. Mellem Selskabet var en Sangerinde, en sand og stor, jeg har seet hende hyldet i Europas første Stæder; da de nærmede sig det tragiske Theater, satte de sig Alle paa Amphitheatrets Steentrappe, der blev igjen en lille Plet opfyldt, som for Aartusinder siden. Scenen stod der jo endnu som for med de murede Coulisser, de to Buer i Baggrunden, gjennem hvilke man seer samme Decoration, som i hiin Tid, Naturen selv: Bjergene mellem Sorento og Amalfi. Sangerinden steg for Spøg op paa Oldtidens Scene og sang; Stedet inspirerede hende, jeg maatte tænke paa Arabiens vilde Hest, naar den fnyser, reiser Manken og jager afsted, det var den samme Lethed og Sikkerhed; jeg maatte tænke paa den lidende Moder under Golgathas Kors, det var denne følte, dybe Smerte. Og rundt om lod igjen, som for tusende Aar siden, Bifalds Jubel og Klap : „„Lykkelige! himmelsk Begavede!”” jublede de Alle. Tre Minuter efter var Scenen tom, Alle borte, ingen Toner hørtes meer; Selskabet var vandret bort, men Ruinerne stode endnu, uforandrede,
