27
sten og kjørte afsted. Der sov den stille, gamle Jomfru, som i det sidste Aar ikke havde været udenfor Huset; og Vognen rullede ud af Byen, rask, som var det til en Lysttour. Paa Landeveien selv gik det endnu raskere; Karlen skottede nogle Gange tilbage, jeg troer at han var bange for at see hende sidde i den gule Atlaskes Pelts, der bag paa Kisten; derfor slog han saa ubetænksomt paa Hestene, holdt dem saa stramt, at de skummede i Bidet; de vare unge og raske, en Hare foer over Veien, og de løb løbsk. Den stille, gamle Jomfru, som Aar ud og ind kun havde bevæget sig langsomt i Cirkelgang der hjemme, foer nu, som død, over Stok og Steen paa den aabne Landevei. Kisten, der var omvunden med Matter, hoppede af og laa paa Veien, medens Heste, Karl og Vogn jog afsted i vild Flugt. Lærken fløi syngende op fra Marken, qviddrede sin Morgensang over Kisten, satte sig paa den og pillede med Næbbet i Matten, som om den vilde sønderrive Puppen. Lærken steg igjen syngende i Veiret, og jeg drog mig bort bag de røde Morgenskyer.”
