19
sammen sov de paa det smukkeste Sted; Kudsken blæste i Hornet, men han tænkte kun: jeg blæser godt og her lyder det, hvad mon de synes om det?” Og saa var Diligencen borte. Der kom to unge Knøse jagende til Hest. Her er Ungdom og Champagner i Blodet, tænkte jeg; de saae ogsaa med et Smiil om Læben til den mosgroede Høi og det dunkle Krat. „Her gad jeg gaae med Møllerens Christine!” sagde den Ene og afsted vare de. Blomsterne duftede saa stærkt, hver en Luftning blandede, som var Havet en Deel af Himlen, der var spændt ud over den dybe Dal; en Vogn kjørte forbi, der vare sex i den, de fire sov den femte tænkte paa sin nye Sommer-Frakke, der maatte klæde ham, den sjette bøiede sig hen over Kudsken og spurgte, om der var noget Mærkeligt ved den Steenhob. „Nei,” sagde Karlen, „det er en Steenhob, men Træerne der ere mærkelige!” — „Fortæl mig!” — „Ja, de ere høist mærkelige! seer han, naar om Vinteren Sneen ligger høit og Alt gaaer ud i Eet, saa ere de Træer mig et Mærke, at jeg kan holde efter dem og ikke kjøre i Søen; see derved ere de mærkelige!” — og saa kjørte han. Nu kom en Maler, hans Øie funklede, han sagde ikke et Ord, han fløitede, Nattergalene sang, den ene høiere end den anden. „Halts Maul!” udbrød han og noterede nu nok saa nøiagtig alle Farver og Tinter: „Blaat, Lilla, Mørke-
2*
