18
Syvende Aften.
„Langs med Stranden strækker sig en Skov med Ege og Bøge, saa friske og duftende, den er besøgt hver Vaar af hundrede Nattergale; tæt ved er Havet, det evigt vexlende Hav, og mellem begge løber den brede Landevei. Den ene Vogn efter den anden ruller forbi, jeg følger den ikke, mit Øie hviler meest paa eet Punkt: her er en Kjæmpegrav; Brombærranker og Slaaentorn voxe frem mellem Stenene. Her er Poesie i Naturen. Hvorledes troer Du, Menneskene opsatte denne? Ja, jeg vil fortælle Dig, hvad jeg hørte der, kun den sidste Aften og Nat. Først kom der to rige Landmænd kjørende. „Det er nogle deilige Træer!” sagde den Ene. „Der er ti Læs Brænde i hver!” svarede den Anden! „Vinteren bliver stræng, i Fjor fik vi fjorten Rigsdaler for Favnen!” og saa vare de borte. „Her er Veien daarlig!” sagde en anden Kjørende. „Det er de forbandede Træer!”, svarede Naboen, „det kan ikke ret lufte her, uden fra Sø-Kanten!” og saa rullede de afsted. Ogsaa Diligencen kom forbi; Alle-