13
Femte Aften.
„Igaar,” sagde Maanen, „saae jeg ned paa det bevægelige Paris, mit Øie trængte ind i Louvres Gemakker. En gammel Bedstemoder, fattigklædt, hun hørte til Almueklassen, fulgte med en af de underordnede Betjente ind i den store, tomme Thronsal; denne vilde hun see, maatte hun see; det havde kostet hende mange smaa Opofrelser, megen Veltalenhed, før hun var kommen her. Hun foldede de magre Hænder og saae høitidelig om sig, som stod hun i en Kirke. „„Her var det!”” sagde hun, „„her!”” og hun nærmede sig Thronen, hvorfra hang det rige, guldbræmmede Fløiel. „„Der,”” sagde hun, „„der!”” og hun bøiede sine Knæ, og kyssede Purpurtæppet — jeg troer hun græd. „„Det var ikke dette Fløiel,”” sagde Betjenten, og der spillede et Smiil om hans Mund. „„Men her var det dog!”” sagde Konen, „„saaledes saae her ud!”” — „„Saaledes,”” svarede han, „„og dog ikke saaledes; Vinduerne vare sønderslaaede, Dørene revne af, og der var Blod paa Gulvet! — Hun kan dog sige: min Sønnesøn er død paa Frankrigs Throne!”” „„død!””
