Anstrængelser, som vi kalde Arbeide, og som Mennesket ifølge sin medfødte Tilbøielighed i Reglen ikke vilde underkaste sig, naar ikke en tvingende Nødvendighed var tilstede. Thi Arbeidet, under hvilkensomhelst Form, medfører altid i større eller mindre Grad en Indskrænkning i Friheden eller Opoffrelse af øieblikkelig Bekvemmelighed.
I Menneskeslægtens Barndom arbeider den Enkelte kun for sig og Sine. Han jager Vildtet, spiser dets Kjød, klæder sig i dets Skind og bruger dets Sener og Been til Redskaber. Men snart opstaaer der, selv under saadanne Forhold, Enkelte, der besidde særegne Anlæg, som de da søge at uddanne og gjøre sig saa indbringende som muligt. Den ene er maaskee en bedre Jæger end den anden, denne igjen forfærdiger bedre Pile end hiin, og atter en Tredie overgaaer de to nævnte med Hensyn til den Færdighed, hvormed han forstaaer at forarbeide Dyrets Skind til Klædningsstykker. Enhver af disse søger nu at anvende sine Kræfter i den ene Retning, som han synes i særegen Grad skikket til, og her have vi da den første Begyndelse til Arbeidets Deling.
Denne Deling af Arbeidet, uden hvilken alle Fremskridt vilde være en Umulighed, har efterhaanden ført Menneskeslægten frem paa det Standpunkt, hvor vi nu see den. Den begunstiger paa den ene Side Evnernes Udvikling og gjør det paa samme Tid muligt for den Enkelte i større Udstrækning at tilfredsstille de medfødte og tillærte Fordringer paa Velvære. Et slaaende Exempel paa Nytten af Arbeidsdelingen hentes sædvanligviis fra Knappenaalsfabrikationen. En med denne Fabrikation ubekjendt Arbeider kunde med al sin Flid næppe gjøre en Knappenaal om Dagen og sikkert ikke 20. Nu er Arbeidet deelt i 18 forskjellige Hænder, og selv i en mindre vel indrettet Fabrik kan en Arbeider gjøre 4800 Naale om Dagen.
Arbeidsdelingen tiltager med den stigende Civilisation, og jo videre denne Deling er drevet, desto større vil i
