Trettende Capitel,
Om Søassurance.
1. Indledende Bemærkninger.
Ved Assurance forstaaes den Sikkerhed, som man opnaaer derved, at en Anden mod en vis Godtgørelse paatager sig den Fare, hvorfor man er udsat. Den, der saaledes paatager sig Faren (Risicoen), kaldes Assurandeur eller Forsikkringsgiver, og den for hvem han paatager sig denne er den Assurerede eller Forsikkringstageren. Det Vederlag, som Assurandeuren betinger sig, kaldes Præmie, og det Document, som oprettes i Anledning af Farens Overdragelse til en Anden, kaldes Police eller Forsikkringsbeviis.
Assurance kan tænkes benyttet i ethvert Tilfælde, hvor Nogen er udsat for Fare eller Tab af hvilkensomhelst Slags, saaledes mod Tab ved lldsvaade (Brandassurance), ved Dødsfald (Livsassurance), ved Ulykke paa Søen (Søassurance) o. s. v. Det er den sidstnævnte Slags Assurance, hvormed vi her skulle beskjæftige os.
Den Usikkerhed, som er alle menneskelige Forholds uadskillelige Ledsager, maa opfordre os til at søge Beskyttelse mod de Tab, som ulykkelige Begivenheder kunne føre med sig, og neppe nogensinde vil dette findes mere nødvendigt, end naar vi betroe kostbare Skibe og Ladninger til det usikkre Element. Endog den mindst Forsigtige vil da næppe være rolig, forinden han veed, at selv om Ulykken skulde ramme hans Gods og tilintetgjøre det, er hans Capital dog ikke derfor tabt.
Efterhaanden som Menneskene indsaae, at selv Usikkerheden og Tilfældigheden er underkastet visse Love, og man ad Erfaringens Vei kom til Kundskab om disse Loves
