pligteiser. Denne Viilie tør man kun forudsætte at være tilstede i tilstrækkelig Grad i oplyste og frie Lande. Hvor Regenten er egenmægtig og skalter og valter med Landets Midler efter eget Tykke, der tør man ikke forudsælle, at det vil være saa overordentligt stridende mod Regjeringens Grundsætninger at lade haant om indgangne Pengeforpligtelser. I frie, velregjerede Stater derimod vil det neppe kunne tænkes muligt, at Villien i denne Henseende nogensinde skulde mangle. Det forstaaer sig af sig selv, at det derimod, saavel der som overalt, kan skorte paa Evne; dog ogsaa i denne Henseende tør vi ansee, de oplyste og frie Lande for de bedste Skyldnere, thi foruden at disses Huusholdning føres efter fornuftigere Principer og paa sparsommeligere Maade, tør vi endnu til deres Gunst antage, at de ville være mere forsigtige med at gjøre Laan og som Følge deraf ogsaa bedre istand til at kunne forrente og tilbagebetale dem.
Om Staten er istand til at opfylde de Forpligtelser, den paatager sig ved nye Laan, afhænger fornemlig af Borgernes Evne til at kunne bære de derved forøgede Skattepaalæg. Denne Evne staaer i nøie Forbindelse med Landets hele øconomiske Udvikling, ligesom det ogsaa maa komme i Betragtning, hvorvidt den tidligere Skattebyrde har været stor eller lille. Staternes Indtægter sluges for største Delen af Udgifterne til Gjældens Forrentning og til Armeers og Flaaders Underhold, men vi tør dog ikke af Gjældens større eller mindre Omfang eller Budgetternes større eller mindre Udgifter til Armee og Flaade drage nogen bestemt Slutning om, hvorvidt et Land vil kunne bære forøgede Udgifter eller ikke; thi Forskjellen i Skatteevnen er stor i de forskjellige Lande, og med Hensyn til Bedømmelsen heraf synes Befolkningens Tæthed at være en god Rettesnor, da denne almindeligviis tør betegnes som et Udtryk for Landets Frugtbarhed og hele øconomiske Udvikling, hvoraf
