Forretning. Anderledes stiller Forholdet sig derimod for den Klasse af Handlende, som udelukkende leve af Speculation. Deres Formaal er at høste Nytte af Prisernes uafladelige Bevægelighed, og de indskrænke sig derfor i Reglen ikke i deres Operationer til nogen bestemt Vare, men kaste sig snart over denne, snart over hiin, medens de til sine Tider foretrække fuldstændig Uvirksomhed. Det følger af sig selv, at kun Saadanne, som eie store Capitaler, bør indlade sig i Foretagender af en saa uberegnelig Slags. Kun naar Formuen er saa stor, at et muligt Tab ikke kan synderligt forulempe, vil man med Ro kunne imødesee Udfaldet, og denne Ro er netop nødvendig i Forhold, hvor man fremforalt behøver den fulde Magt over sin Dømmekraft og al den Fremsynethed, som Mennesket overhovedet kan byde over. Speculanten maa dernæst med Skjønsomhed vælge den Handelsplads, hvor han vil drive sine Operationer. Kun de større Markeder egne sig for ham; thi der kan han baade erholde de nyeste og paalideligste Efterretninger, og der kan han ogsaa til enhver Tid vente at finde saavel Kjøbere som Sælgere, og er saaledes ikke udsat for, at det Øieblik, som han ansaae for gunstigt, skal gaae ubenyttet bort.
Speculantens Virksomhed har i tidligere Tider været udsat for megen Miskjendelse, især naar han beskjæftigede sig med Opkjøb af hvad der hører til Livets første Fornødenheder f. Ex. Korn; man har ved Lovbud forsøgt at hæmme slige Foretagender, ja endog erklæret dem for strafbare. Selv i vore oplyste Tider har man forsøgt at lægge saadanne Speculanter for Had og givet dem det ildelydende Navn Kornpuger. Alt dette viser kun, i hvor ringe Grad Kjendskab til økonomiske Forhold er udbredt blandt Publicum, selv den mere oplyste Deel ikke undtaget. Ved rolig Overveielse vil det let indsees, at det vilde være aldeles taabeligt at forsøge paa ved Lov at forhindre Speculation, thi da en saadan Lov ikke kunde overholdes, vilde den gjøre mere
